Heines grav
Men en tysk? Kanske en tysk. Enke efter
en franskmand for eksempel, en, som i ensomheten,
mens forbandelsernes og hatets torden
steg mot hende, gav sig til at læse sin ungdoms
dikter om igjen. Hvor blaaner violerne
som i Heines diktning! Og saa har hun
i sin overspændte sindstilstand med ekte tysk
sentimentalitet dyrket denne bortglemte grav,
daglig pyntet den med dikterens egne blomster,
og saaledes hyldet en poet, der som ingen anden
gjenkaldte i hendes erindring de første lykkelige
drømme i skyggen av duftende linde, mens
nattergaler sang.
Lindetrær, violer og nattergaler! De suser og dufter og synger jo mot os i Heines vers.
I mere end et kvart aarhundrede bodde Heine her i Paris, sin siste levetid i Rue d’Amsterdam, hvor han ogsaa døde. Trodsende døden skrev han her sit livs skjønneste poesi. Aldrig slynget rytmer sig om et aandigere sjæleliv. Pint av gatelarmen, som nat og dag skar gjennem hans følsomme nerver og vaandende sig under uutholdelige kropslige kvaler frembragte han med lekende ynde en række udødelige dikte. Smerte, spot, vemod, taarer, sværmeri, hjemlængsel. Tilslut var der ikke legeme av ham igjen. Et sammenkrympet lik i en «matratzengruft», men med en mund som smilte. «De skal nok se, at De blir frisk, nu da vaaren kommer, hr. Heine,» sa Fanny Lewald trøstende til
204
