Ørner
simpelthen ikke mere. Slapt hænger de langs husvæggene, og den grønlige farve i deres ansikter avverger straks hver uuttalt bebreidelse for dovenskap. Krigen har kverket dem. Det aarelange ophold i skyttergravene tappet dem for al livslyst.
Helter var de, men ak, de er det ikke længer. En skamskutt er ingen helt. Han er bare til besvær. Som han ligger der, hindrer han blandt andet færdslen. Jeg læser hos den danske korrespondent, at støtt hører man skjeldsord og dyre eder fra de patruljerende politikonstabler: «Hvad fanden ligger I der og drar efter!» Snart kommer vel den stund, da man sparker dem brutalt til side.
Men nylig var de helter, ørner, som ombrust av et helt folks jubel strøk mot vest for at vinde sig land og ry. For gud, keiser og fædreland! Nach Paris, nach Paris! Unge piker rakte dem blomster, og oldinger kysset dem. Det burde ha været omvendt. Hvor mindes jeg en kveld, da vi sanatoriegjester som vanlig stod der og glante op mot ørnen, at med ett lyste det solgyldent under vingerne paa den. I hvilende ro kredset den rundt fjeldnuten, og den syntes os i sin flukt, i sin ødsle prakt saa uovervindelig, saa uopnaaelig, at vi skam at si kjendte os næsten litt smaa. Og et par dage efter laa den altsaa lik paa vor egen veranda. En gammel dame gav den et let spark med
196
