Ørner
Jeg spurte den unge jægersmand, hvad han
nu vilde gjøre med den? «Stoppe den ut vel.»
Dagen efter reiste han saa ned til byen med sit bytte.
Men siden har ørnen, som jeg saa den ligge blodig der paa verandagulvet, ofte været i mine tanker.
Jeg læser i en korrespondanse fra Berlin til et dansk blad om krigens invalider og den skjæbne, som trist nok i altfor mange tilfælder er blit deres. Unge mænd uten arme og ben; nu er de henvist til at sælge blomster eller brevkort eller cigaretter paa storbyens gater. Andre, som i brændende sommersol ligger bortover stenbroen, bevægende hodet frem og tilbake, mekanisk, taktfast, fordi de har faat nerveslag. Man kaster en pfennig til dem og skynter sig videre. Blinde, som tigger om hjælp. De rækker tallerkenen frem, mens de klagende synger sange, som tidligere vilde ha rørt et hvilketsomhelst stenhjerte. De fleste tyveaarige — nu arbeidsudyktige for livet. Berlins gater er til uhygge, til lede fulde av dem. Overalt høres tonerne av lirekasser, violiner eller smaa orgler, og deres spæde melodier blander sig med byens fjernt rullende torden.
Paa hvert torv, ved hver jernbanestation, i hver port sees invalider, hvorav de fleste slet ingen ytre saar har at opvise, men hvis kraft er brutt, hvis livsmot er knækket. De gidder
195
