Svenskerne og vi
alt, kan jo disse navne være likesaa hæderlige som Toverud og Trangen, hvilke bataljer vi paa hundredeaarsdagen for dem feiret med pomp, krigsmusik og autoriteter.
I sin tankevækkende, lille bok «Det svenske folkelynne» bekræfter ogsaa Gustaf Sundbärg, at unionstiden var Sveriges svakhetstid; den betegner, skriver han, ebben i landets historie, en synken i dets folkelige kraft. Jeg var derinde de første maaneder av 1912, altsaa syv aar efter at unionen var opløst, samtidig som indsamlingen paagik til fordel for et krigsskib, den saakaldte F-baat, som riksdagen hadde nektet at bevilge penger til. Det var, som saa jeg for mine øine et helt folk reise sig i makt og løfte hodet og rette ryggen i ny selvbevissthet. Et folk, som vilde være til. Om det saa var staldgutten paa gaarden hvor jeg bodde, saa gav han. I en liten by i nærheten traadte lærere og lærerinder sammen og gjorde det løfte, at saa længe indsamlingen stod paa, vilde de forsage alkohol og tobak, al luksus, alle fornøielser, og pengene, de sparte, skulde gaa til krigsskibet. Jeg kunde nævne adskillige lignende vidnesbyrd om national henførelse. Indsamlingen bragte da ogsaa et resultat: Bortimot atten millioner kroner.
Den ro og mandige holdning, svenskerne nu under krigen har vist, har da ogsaa her og overalt indgydt respekt.
191
