Svenskerne og vi
gjøre av københavnsk smaasind og københavnsk viktighet uten at faa føling med reelle danske værdier. Hvorfor ikke til Stockholm? Hvad er grunden til, at saa faa herhjemme har kløkt og vilje til at trænge ind i svensk aandelig liv?
Det maatte være en interessant opgave for den, som maktet det, at dra op linjene for vor forbindelse med svensk kulturliv i det siste aarhundrede.
Allerede et par aar efter foreningen konstaterer den svenske (og norske) utenriksminister Lars von Engstrøm, at uviljen mot Sverige er paa vei til at gi sig. Nu har bitterheten vendt sig mot Danmark, skriver han med tilfredshet og ikke uten ironi i sine efterlatte erindringer, og han nævner som bevis herfor provst Nikolay Wergelands just offentliggjorte skrift «Danmarks forbrydelser mot Norge», en bok, som han mener er et kraftigt rammende uttryk for nynorske stemninger. Heri tok imidlertid hans excellense feil. Nikolay Wergelands synsmaater var ikke hans landsmænds. Jeg tilstaar, at da jeg i sin tid læste provst Wergelands brosjyre, blev jeg ubehagelig slaat av dens naivitet og mangel paa historisk syn, alt i alt et agitationsskrift for dagen, som nu bare har en viss interesse, fordi det var Henrik Wergelands far, som forfattet det. Henrik var som bekjendt dypt og levende paavirket av faren, og gjennem
184
