SVENSKERNE OG VI
I de siste tyve—tredve aar av forrige aarhundrede
var det god skik blandt unge, vitebegjærlige
nordmænd at sætte sig under Georg
Brandes’ kateter i København for at høre og lære.
Med det isgraa haar som en staalhjelm over et
lidende, væbnet ansikt slynget hans let tilslørte
stemme ordenes flammer ut, og den, som har oplevet
det, glemmer sent hine eftermiddagstimer
i det tæt sammenpakkede, altfor lille auditorium
ved Vor Frues plass, stilheten, som hersket,
bifaldet, naar han sluttet og saa friluftsturene
efterpaa — hvor var vi unge! — alene eller
flere i følge. Nu er det længe siden, at Georg
Brandes hørte op med sine forelæsninger. Hans
kateter staar tomt.
Men den dag idag gaar strømmen til København. Dit er det, at unge, norske mennesker med eller uten stipendium reiser — ikke for at lære, men for — og det er regelen — at dukke tilbunds i dansk kafesladder, la sig mindre-
183
