Christian Skredsvig
sin fortryllende bok «Dage og nætter blandt kunstnere», at da han en høst kommer fra Eggedal ind til Kristiania for at sælge billeder —, man skal jo leve! — og han i en andens blik opdager, at de er slæpt sammen paa den nedtrampede almandsvei, som ikke er kunstens — i det samme dukker barndommens land paany op.
«Nu maa jeg væk fra vei og sti, om jeg ikke skal fortapes . . . famle mig tilbake til barnets, smaaguttens vældige forundringsverden.»
Hans styrke som kunstner er hans naturfølelse, de stemninger, naturen vækker i ham. Menneskerne, særlig da mændene i hans bøker, ligner ham selv: De er i sine stemningers vold, bøier sig lydig og gjerne ind under dem, har mindre vilje og refleksion end stemning. De er lyrisk stemt efter naturen — primitive, naive sind, men med hissige kulturlængsler i blodet. Derav dobbeltheten i deres væsen, det utilfredsstillede, ofte forjagede og forrevne i deres følelsesliv. Intet under at Skredsvig i sin kunst, higende, urofyldt som han er, søker hvile og ro i idyllen. I dens blide stilhet er der svale for saare tanker.
Viker han bort fra sit barndoms land, hænder det, at han gaar vild, blir usikker, mindre ekte. Ialfald i sine bøker. Hele slutten av «Møllerens søn», som er henlagt til Nordfrankrike, virker romanaktig, utroværdig. Myndigdighet og makt som kunstner har han bare i
178
