CARL NÆRUP
Tyve aar! Saa gammel, saa fremtidssvanger
ung var jeg, da jeg møttes med Carl Nærup.
Han sa til mig, idet han gjorde en festlig bevægelse
med sin lille, hvite haand: «Jeg har
læst Deres to dikte i «Nyt Tidsskrift». De har
evne til form.»
«Synes De?» svarte jeg fort.
Vi gik en lang tur sammen. Underveis angrep jeg opspilt den Hegelske filosofi, som endnu den gang blev foredrat ved vort universitet. «For en skam,» ropte jeg iltert, «at vi hos os ikke er kommet længer end til Hegel, mens han Europa rundt for længe siden —»
«Har De da læst Hegel?» avbrøt Nærup høflig.
Jeg blev overrasket.
«Læst Hegel?» svarte jeg. «Jeg gaar jo daglig og hører Monrads forelæsninger over ham.»
Han smilte.
«De bør kanske heller læse Hegel i grundsproget,» sa Nærup.
166
