Amalie Skram
aldrig at møtes mere, saa han sorgfuldt, saa han dvælende — langt paa hende.
«Det blikket glemmer jeg aldrig,» sa fru Skram.
Hun reiste sig med et ryk og gik rastløs frem og tilbake.
«Det maa jeg ogsaa ha skrevet,» ropte hun pludselig. «Hvor skal jeg faa tid til det altsammen!»
Midt paa gulvet blev hun staaende og stirre hjælpeløs paa mig.
Jeg ser i denne stund hendes øine, de skjønne, sterke øine, som der aldrig har været make til. Ser ogsaa det forrevne, smertefulde uttryk i hendes ansikt.
«Hvor skal jeg faa tid til det altsammen,» klaget hun.
Og her slutter jeg. Hun fik ikke tid til det altsammen. Døden kom for tidlig. Eller gjorde den?
Med sine bøker vilde hun række menneskerne en hjælpende haand. Selv var hun et stridende, et lidende menneske, men ingen haand raktes mot hende eller kunde bli rakt hende, da mørket, tungt og tæt, veltet over hendes liv.
1917.
10 — Collett Vogt: Levende og Døde. 141
