Amalie Skram
hende og hendes livs opgave høitidelig eller bare saa meget som ytret en tvil om gyldigheten av hendes fremstilling! Da en veltænkende ven i svake ord uttrykte sit mishag over en enkelt dristig scene i «To venner», oprørtes hun. «Forstaar han da ikke!» ropte hun saaret. «Slik og ikke anderledes maatte jo den stakkars gutten føle og gjøre.» Og hun glemte det ikke, tilgav ham det aldrig. Hun savnet humor, hadde ikke evnen til at løfte sig over sig selv og sin egen smerte, kjendte og saa enkelt, men med brændende sanddruhet, brændende inderlighet.
«Begriper De!» sa hun til mig — «det gjælder livet for mig, denne boken. Livet!»
Jo, jeg begrep da det paa en maate. Gud i himlene, hvad skulde det bli av mig!
En vaarlig dag i februar blev jeg buden op til hendes hjem i Krogs gate langt ute paa Østerbro. Hun sat alene hjemme. Vi spiste middag sammen, og hun var elskværdig og indtagende som altid. Efterpaa gav hun sig saa til at skildre oplevelser fra sine reiser. Hun fortalte blandt andet om Konstantinopel, den vakreste by i verden, hvor hun hadde været som ganske ung, og hvor hun paa et bal ombord paa et orlogsskib hadde truffet en fransk, ung marineofficer, som forelsket sig lidenskapelig i hende. Aldrig blev der vekslet et ord om kjærlighet dem imellem, men da de en dag maatte skilles for
140
