Amalie Skram
var den meddelsomme, jeg den andæktig lyttende. I virkeligheten var jeg utryg, forlegen, forpint. Og nu maa jeg bekjende noget: Jeg hadde slet ingen dypere fornemmelse av, hvilket eminent talent, for et rikt utrustet menneske fru Skram var. Naturligvis fandt jeg hendes to bøker svært gode, var ligesaa selvfølgelig indignert over, at de ikke fik en gunstigere mottagelse, men de hadde ikke bragt noget nyt til mit sind. Fru Skram mente om sig selv, hævdet fanatisk, at hun kom med ny viden, med nyt syn til litteraturen. I mine unge øine fortsatte hun det gamle. Jeg var hjemmefra saa træt av «ærlig» kunst — berettiget bare fordi den var ærlig — saa overmæt av virkelighetssans og virkelighetsgjengivelse og hvad det nu hette altsammen og hadde — jeg tilstaar det — slet ikke sindet aapent for det altoverstraalende hjerte, ildsluen i fru Skrams bøker. Som saa mange andre unge mennesker den gang, drømte jeg djerve drømmer om en ny litteratur med aandigere forstaaelse end den med hverdagens graa, nøkterne lys over sig. Der var tegn til veirforandring i luften, og jeg hilste dem med haap. Virkelighetsdiktningens optrampede, tilstøvede allemandsspor — hvor var jeg kjed av at følge det!
I mit stille sind motsa og motsatte jeg mig fru Skram. Hendes domme om litterær kunst var mig saaledes litet sympatiske i deres firkantede sikkerhet, deres feminine vilkaarlighet.
137
