Johanne Juell
skal ta et lunefuldt barn for fuldt alvor. Hvorom alting er: Deilig er hun at skue — fortryllende at leke med.
Dette var et spil paa nerverne, paa og med nerver. Nei, aldrig vil der kunne bli noget slags samliv mellem disse to! De har et sluk mellem sig og ser det ikke. Og naar hun er tættest i hans armer, selv da flagrer hendes tanker sommerfuglefri over slukets mørke. En dag stiger mørket op av avgrunden. Der sker noget. Der maa ske noget.
I min erindring er Nora i fru Juells tolkning den erotiske kvinde, som endnu ikke er blit vakt. Dobbelt underlig er det derfor, synes jeg nu, at siste akt med hele kvindesaksprogrammet lagt i en koket kvindes mund og utformet i de Ibsenske replikkers tunge stenstil, ikke virket mer naturstridig, end det gjorde.
«Aa, du forblindede, uerfarne skabning!» sier Helmer til hende, da hun staar paa spranget til at forlate mand og barn.
«Jeg maa se at faa erfaring, Torvald,» svarer hun.
Den erfaring livet vil skjenke hende, blir av erotisk natur. Tvilsomt er det vel forresten, om hun har evne til at gjennemgaa nogen slags aandelig utvikling i det hele tat. Det har kvinder med et slikt temperament ytterst sjelden.
Kveld efter kveld fyldtes teatret, saa længe som «Et dukkehjem» blev spillet. Dette var
130
