Johanne Juell
somt igjennem. Natur og naturlighet var parolen paa scenen, virkelighetstroskap og virkelighetssans i litteraturen. Paa Théâtre Francais, hvor hun stadig kom, tonte med fortrollende klang Sarah Bernhards sølvstemme. Mot hende strøk et pust av det nyes kraft og ild . . .
Hun kom hjem som en anden, end da hun reiste.
Herhjemme hadde saa smaat virkelighetsdramaet banket paa døren.
Fem aar i forveien, i 1869, utkom «De unges forbund» og nogen faa aar efter «En fallit» og «Redaktøren». Hun spilte Selma i Ibsens stykke, Valborg i Bjørnsons.
Læser man nu hvad der blev skrevet om fru Juell efter hendes hjemkomst, overraskes man av den iver, hvormed enkelte av hendes kritikere bebreider hende en viss «brutalitet» i hendes nye spillemaate. Man lot hende blandt andet vite, at hun gik den haarde virkelighet generende nær ind paa livet. Selvfølgelig indrømmet man hende talent, endog et stort talent, men var hun ikke en smule — simpel? De toneangivende i parkettet, det vil jo helst si de overmætte, de uttørkede, kort sagt alle dem, hvis kald det nu engang er at forstaa sig grundig paa det, la sig den vane til at rynke fornemt paa næsen av fru Johanne Juells kunst. Man nød at si det: Talentfuld, men simpel!
Imidlertid overtok hun rolle efter rolle. Hun spilte Sarah i «Den nye verden», Susanne
126
