Johanne Juell
noget, hun ikke visste om. Hun sat og graat uten andet selskap end en kat, hun holdt av.
Hendes barndom falder indenfor den første, rikt blomstrende periode av «Den nationale Scenes» liv i Bergen. Jeg læser videre at hun som liten pike elsket at spille komedie, en lidenskap, som imidlertid blev daarlig taalt av moren, pietistisk sindet som denne var. Et karakteristisk og rørende træk er det, at møtte hun en av skuespillerinderne paa gaten, var hun lykkelig ved at stryke med haanden langs hendes kjole. Andakt og drøm. Det gik klart op for hende, hvad hun længtet imot, hvad hele hendes liv var bestemt til, og ikke hadde hun fyldt sytten aar, før hun meldte sig ved teatret for at optræ i «Regimentets datter». Om hun da kunde synge? Jo, synge kunde hun. Efter noter? Nei, ikke efter noter, men efter tal, for det hadde hun lært i skolen. Da var det bedre, sa man til hende, at hun debuterte i et andet stykke. Hun gik da til teatrets primadonna, fru Nielsen, for at læse med hende; men fru Nielsen fandt at hun var altfor tyk i ansiktet. «Det skal der nok bli raad for,» svarte Johanne Elvig. «Jeg stryker kritt paa kinderne mine. La mig ogsaa snart faa riktig meget at bestille, saa skal De bare se!»
Efterhaanden var sympatien for teatret ebbet ut i det teaterglade Bergen. Et eneste nyt stykke skulde opføres, «Gjøngehøvdingen», før
123
