Hans Jæger
kamerat — av hvilken grund han hadde stoppet tomrummene med avispapir. Jakken for liten. Jeg husker endnu, at han hadde faat den aaret i forveien av den finske maler Järnfeldt i Paris. Buksene av fløiel — den slags, som artister gaar med paa Montmartre eller Montparnasse. I dette kostyme holdt nu den store oprørsaand sit indtog i Norges hovedstad. Det gjaldt som sagt at skaffe tredve kroner. Han utviklet for mig, hvorfor summen var tredve — hverken 29 eller 31, men tredve. Saa meget til spekeskinke, saa meget til konserver, petroleum, tobak o.s.v. Tredve kroner! Og mens han nu tumlet med disse samme tredve kroner, vokste de for hans fantasi. De blev til et helt budget. Ingen statsmand kunde tale alvorsfuldere om 100 millioner i et parlament end Hans Jæger om disse tredve kroner, som altsaa maatte skaffes — — Nu vet jeg hvem han ligner! Med ett gaar det op for mig. I tyve aar har jeg lett med en lykte — — — Mr. Micawber lignet han, Dickens’ herlige Mr. Micawber, som altid skrev veksler paa den blaa fremtid. Men en tragisk Mr. Micawber. Rundhaandet sløste Hans Jæger med indbildte værdier, penger og menneskemateriale, ideolog som han var. Intet var umulig. Hadde han bare disse tredve kronerne, skulde nok litteraturen og menneskeheten frelses!
Jeg blev staaende tilbake og se efter ham,
120
