Hans Jæger
Han vilde jo menneskene det saa godt, Hans
Jæger.
Hans betydning for Kristiania har ikke været ringe. Naar nu unge mennesker av begge kjøn færdes sammen som gode venner, naturlig og likefrem, saa skylder de ikke minst ham det. Før «Bohêmen» visste unge mænd og kvinder svært litet om hverandre. Det tillotes dem knapt nok at være sammen. Man hadde reist et skarpt skille mellem kjønnene. Hans bok var et sprængskud under gjærdet, saa det røk i luften.
Og hvad har han ikke virket paa norsk litteratur! Det var dog noget menneskeligt, han førte ind i den. Han var dog et intenst, et intenst levende menneske blandt alle de andre.
En vild fugl paa det vilde hav var han. Menneskerne forstod ikke noget av ham, og endnu mindre forstod han dem. Han var gal, og de hadde huller i hodet. Hvad han aldrig lærte at fatte, det var, at livsdriftene, lykkekravene i dem ikke var heftige som hans egne. Selv fortærtes han.
Jeg sa engang til ham i Paris: «Du tar feil. Du gaar ut fra, at dine medmennesker tænker logisk som du. De tænker slet ikke. Det har de ikke engang tid til. Og er der nogen, som bekymrer sig med saakaldt tænkning, saa er det helst med andres hjerner. Derfor nytter det ikke bestandig at si: «Altsaa» — naar det er paa andres vegne.»
118
