Hans Jæger
Hadde Jæger gapt over en idé — og det
merkelige, det betydende ved ham var jo, at hans
ideer altid slog ned i menneskers centrale interesser:
Forholdet mellem mand og kvinde, det
sociale spørsmaal og tilslut flyvemaskinen —
var han som fisken, der har faat kroken i munden
og nu maa tillands med den, enten den vil
eller ikke. Han stampet penger frem av jorden.
Gud vet, hvor de kom fra! Tro flytter
bjerge — — ialfald flyttet den ham fra Kristiania
til Paris og fra Paris til Kristiania gang
efter gang. «Jeg maa hjem!» . . . «Jeg maa til
Paris!» Og avsted kom han.
Vemodig var det, da jeg sammen med en fælles ven nogen tid før hans død sat paa hans hybel en kveldstund: Han hadde da opdaget den virkelige flyvemaskine — ad logikkens vei. Alle andre maskiner var det bare nonsens. Time efter time utviklet han for os sine planer. Det lød høist plausibelt. Han maatte bare ha 36 000 kroner — det var det hele — saa vilde han til vaaren gaa tilveirs fra Skaugumaasen. Da vi gik fra ham, sa min ven: «Naar jeg sitter og hører paa ham, saa tror jeg — absolut — uten indvendinger — saa længe det varer. Og hadde det været for tyve ar siden, vilde jeg uten samvittighetsnag ha stjaalet min mors bankbok for at gi Jæger hendes siste skilling. For menneskehetens skyld.»
117
