Hans Jæger
var det? En artikkel om Monets utstilling i Paris. Uten signatur. Men vidunderlig skrevet. Jeg skjønte straks paa façonen, at det var Jæger. Han fortæller, at han kommer ind paa Monets utstilling, men kjeder sig: Han skjønner ingenting. Han vil til at gaa. Met ett snur han sig — og pludselig ser han, at elvene fosser paa billederne, havet hvirvler mot klipperne og skyller i tindrende sommerlys mot strandene. Saa følger en skildring av en række billeder. «Og jeg fik taarer i øinene,» slutter han — han hadde nu svært let for taarer — — «mens jeg tænkte paa en blaa julimorgen derhjemme, da jeg sat ensom ute ved havet og elsket og visste mig elsket.»
Endnu — mer end fem og tyve aar efter — lever hans artikkel i min erindring. Omstraalt av blaa sommerluft. Men var det nu ikke karakteristisk: Betingelsen for, at redaktøren av det radikaleste blad i landet tok den, det var, at Jæger ikke skrev sit navn under. Det tillotes ham ikke at skrive under navn i norske, frisindede aviser.
Han var poet og dertil logiker paa sin hals. Poet, skjønt han til en viss grad savnet dikterisk fantasi, hvad der i det hele tat var karakteristisk for bohêmetidens forfattere. Allikevel! Poet var han i kraft av den den rent ut vanvittige intensitet, hvormed han gjennemlevet, fastholdt og præget sit følelsesliv. Desværre
114
