Hans Jæger
I en viss alder var menneskene forpliktet til at gaa sin vei. Man kunde jo f. eks. guillotinere dem. Frem med guillotinen igjen! Desuten gjorde man dem bare en velgjerning ved det. Ungdommen er livet. Derfor: Paa skafottet med de gamle!
Efterhaanden, som han talte sig hetere og hetere, blev det uhyggelig tomt omkring Hansemand. En efter en stavret damerne sig avsted. Nogen ved hjælp av stok, andre paa krykker. Tilslut var bare Napoleons samtidige tilbake. Hun holdt sig fast ved kamingesimsen, mens hun mumlet: Han er gal! Han er gal! Han er gal!
Hans Jæger merket ingenting.
Han blev dengang underholdt av sin bror, overlærer Jæger i Aalesund. To hundrede frcs. om maaneden. Det var vist hans beste tid. Altid talte han om disse to hundrede frcs., som raadet han over et budget paa millioner. Han la planer op og hadde raad til at fantasere om slotter i Brügge og kvinder i Konstantinopel. Det var nu mest ved absinthen om eftermiddagen. Ti han var saa opfyldt av sin mission, saa rasende overbevist om sit kalds storhet, at i grunden talte han bare om det. En dag blev vi saa uvenner. Jeg motsa ham. Det blev en heftig dispyt, og i flere dage snakket vi ikke sammen. Indtil han en dag kom bort til mig og sa med et skuldertræk: «Der er ikke noget
112
