eller aandslivet i skarp motsætning til det legemlige liv. I det hele faar man ved at læse Tolstois skrifter om religion et sterkt indtryk av, at Rusland gjennem den græsk-katolske kirkes tradition, og kanske især gjennem russiske munke-ordener og sekter, staar i en langt nærmere berøring med den senere græske filosofi, end vi gjør det her i Vesterlandene. Det er efter mit skjøn især dette, som gjør, at Tolstois metafysiske verdensanskuelse paa de fleste av os virker fremmed og fjern, som tilhørende en forbigangen tid.
Tolstois verdensanskuelse er i mange stykker nær beslegtet med stoicismen, delvis ogsaa med nyplatonismen, — hvortil dog kommer indflydelse fra nyere vesterlandsk filosofi, særlig fra Schopenhauer og Hegel eller Ung-Hegelianerne.
Lettest var det at forstaa Tolstoi, om vi kunde faa vite, hvordan han vilde fremstille sin livsanskuelse for et barn. Et russisk blad fortæller heldigvis om en eiendommelig brevveksling mellem Leo Tolstoi og en syv aars pike, Sonja Rubinstein, i den sydrussiske by Uman. „Kjære onkel,“ skrev den lille pike, „paa Deres navnedag er jeg begyndt at læse efter Deres ABC. Jeg har hørt meget om Dem av far, og ber Dem derfor om at svare mig, om der er en Gud til eller ikke, om man har lov til at skrive om søndagen“ o. s. v. — Nogen tid efter fik Sonja følgende svar fra Tolstoi: „Gud er ikke i himmelen, men i hvert menneske. Det er Gud, som gir menneskene og alt levende livet. Vi lærer Gud at kjende gjennem kjærligheten. Ved kjærligheten blir Gud i mig[1] forenet med Gud i andre væsener. Hele Guds lov bestaar deri, at vi elsker Gud og næsten, og den allerstørste lykke i verden bestaar i at elske alle. Jeg sender dig en bøn og raader dig til at be den og av al magt sky alt, som hindrer kjærligheten, og elske alle mennesker i like grad.“[2]
Tolstois standpunkt kan belyses gjennem en sammenligning med Bjørnstjerne Bjørnson. Der er en merkelig overensstemmelse mellem de to vidt forskjellige diktere, baade i
