Tolstois religion.
Leo Tolstois kristendom er det sidste led i en lang række av merkelige forsøk paa at fornye og gjenoprette den apostoliske eller endog Jesu egen kristendom. Mange av disse forsøk har spillet en mægtig rolle i kultur-utviklingen, fra de store munke-reformationer, der trods ensidighet og skjæbnesvangre feiltagelser gjennem sine bedste representanter lyser som et fakkel-løp gjennem den „mørke tidsalder“, til de protestantiske kirker og sekter. Den sidste av de store munke-reformationer, Francisco av Assisi’s, nærmet sig i væsentlige stykker mere til den virkelige apostoliske og oprindelige kristendom end noget av de protestantiske kirkesamfund, med undtagelse av grupper og sekter som de mähriske eller böhmiske brødre og Quakerne. At Leo Tolstoi likesom hans læremestre, de russiske bonde-protestanter, som Dukoborerne, paa flere hovedpunkter træffer sammen med de böhmiske brødre og Quakerne, likesom med de ældste Franciskanere, er et tegn, som tyder paa, at han virkelig har læst det nye testamente og navnlig bjergprækenen for en stor del rigtig.
Tolstois kristendom nærmer sig i væsentlige træk til urkristendommen, hvis man derved forstaar bjergprækenens kristendom, og hvis man bortser fra, at Tolstoi uvilkaarlig skyver tilside eller utskiller de bestanddele, som han ikke
