nalister“. De er begeistret for fredfuldt samhold inden det enkelte folk, mot alle andre folk i den vide verden. De bærer den gamle, den nu ikke længer ungdomsfriske fredssaks liberi. De ser ikke, at ordet „landefred“ er indsydd i denne dragt med gamle, ærværdige skrifttegn.
Der er endnu haap for disse mennesker, hvis de kunde indse, at vi ikke kan leve alene paa fortidens store arv; og at det, som i vor tid svarer til samlingen av fylker til et „thjod-kongedømme“ eller til en national stat, det er at forene folkene til en over-nation.
En over-stat vil ikke ophæve nationaliteterne; saa litt som den nationale stat har ophævet bygder og familier. Tvertom vil national-følelsen først faa sin høieste utfoldelse, naar den kommer ind under et høiere og videre hvælv. Den nuværende nationalfølelse indeholder, især i de store lande, altfor mange procent av selvgodhet, sneversyn og hat til andre nationer.
Som familielivet fik en høiere og friere utfoldelse, da det kom ind under fædrelandskjærlighetens ly og blev renset for blodhevn og slegtshat, saaledes vil den nationale patriotisme faa et nyt utviklings-løp, et nyt leiemaal og fæstebrev, naar den kommer til at bo under et rummeligere tak, i et verdensforbund av arbeidende nationer, som kappes om at bygge videre paa en fælles livskunst.
Menneskene har vundet herredømme over jorden gjennem videre og videre forbund i livskampen. Dette er den biologiske og historiske lov, som viser, at fredssaken har naturvidenskapen paa sin side.
