eller ialfald med de fleste menneskers natur; — saalænge man ikke hadde evne til at omspænde nogen videre kreds end slegten, eller bygden, med sin omsorg og medfølelse.
Hvad landefreden var i fordums dage, er verdensfreden nu. Først og fremst Europa-freden. Fredssaken er ikke nogen ny utopi, fra Kants tid av. Det er et praktisk behov, et gammelt behov, som utvider sig og vokser.
Den første fredssak var antagelig behovet for familie-fred eller slegts-fred, avspeilet i mægtige, betagende gamle sagn som fortællingen om Kain og Abel. En fortælling, som den dag idag er med om at opdrage og tæmme vore barn. Men behovene vokser. Man trængte stammefred, folkefred, fred til at arbeide sammen, i videre og videre kredse.
Vor tids fredssak kræver fred for verdensarbeidet. Derfor blev fredssaken til et praktisk behov efter utfoldelsen av den nye verdenshandel. Det er ikke noget tilfælde, at det især var de engelske frihandlere, som Cobden og Bright, verdenshandelens ledende og tænkende mænd, som reiste fredssaken som en del av den praktiske politik.
Det strider ikke mot naturloven om kampen for tilværelsen, at en familie holder trofast sammen i kampen. Ingen naturlov hindrer løven og løvinden og deres smaa i at holde sammen. Heller ikke strider det mot naturloven, at mange slegter holder sammen i kampen for tilværelsen. Heller ikke, at mange nationer holder sammen.
Dette strider heller ikke mot loven om det naturlige utvalg. Ti under ellers like vilkaar vil de folk bli de utvalgte, som har evne til at holde sammen.
Ophævelse av krig mellem kulturfolkene strider ikke mere mot livs-lovene end i gamle dage ophævelsen av blodhevn og borgerkrig. Al krig er en borgerkrig, hvis den føres mellem folkeslag, som eier verdenskulturen sammen og arbeider paa et fælles bygverk, et fælles aandelig tak over vore hoder.
Det er morsomt at lægge merke til, at vore dages krigstroende har baaret fredssakens avlagte klær. De er „natio-
