Troen paa krigen er blit en del av den nye natur-religion. Krigen „luker væk de svake, de ubrukbare“. Den „samler folkene“. Og „folkene eller nationerne staar over menneskeheten“, sier Klaus Wagner, en tysk forfatter. „For tyskerne gjælder det: Tyskland over alle ting i verden!“
„Et stort folk trænger nyt land,“ sier den samme forfatter i sin bok „Krigen“. „Et stort folk maa utbre sig over fremmed jord, maa med sværd i haand fortrænge de fremmede. Dør de indfødte ikke ut, kan de gjøres til en underordnet kaste,[1] eller tilbaketrænges til „reservater“.“
„Krigen gir de dygtige folk plads til at vokse . . . Vil vi vokse og utvikle os, maa vi anerkjende krigens nødvendighet, vi maa bekjende os til den evige krig“.[1]
Kant, som drømte om den evige fred gjennem folkenes forbund, var „i motsigelse med naturvidenskapen“.
„En høisang om den evige krig, et frydefuldt vækkende rop for de sunde, en dødsklang for de syke, vil tone brusende videre til den yderste dag,“ sier Klaus Wagner.
Og en Leipziger-professor, Ernst Hasse, er i alt væsentlig enig med ham og priser den nye “høisang om krigen“. Berømte sociologer forkynder den samme lære. Fredssaken „strider mot naturlovene“.
Nu er det ganske visst for alle fredsvenner det raadeligste at holde fred med naturlovene. Men disse love er dog ikke strengere, end at selve Klaus Wagner er fredsven i det indre, indenfor den enkelte nation. Han er stortysk patriot. Han vil ikke gjenindføre hverken næveret eller blodhevn mellem familierne, eller mellem de tyske stater.
Det, som her hos os paa Olavernes tid var den store fredssak, nemlig landefreden, frodefreden mellem individer, slegter of fylker i det samme folk, — denne forrige tiders fredssak strider altsaa ikke mot naturlovene. Og dog var landefredens sak en utopi gjennem titusener av aar. De bedste længtet efter den. De forreste, de mest fremskredne strakte sig ut mot den, gjennem hundreder eller tusener av aar. Den var kanske engang i strid med menneskenaturen,
