gjør med urette den „materielle“ og den „aandelige“ verden til skarpe motsætninger.
I de tre første aarhundreder av vor tidsregning vilde de kristne (ialfald som regel) ikke gjøre nogen anden krigstjeneste end den aandelige kamp mot mørkets magter, militia Christi, „Kristi soldatertjeneste“. Hvis der i Romerstaten, som i nutidens Rusland, hadde været tvungen militærtjeneste, vilde de kristne sandsynligvis være blit utryddet allerede i det første aarhundrede eller trængt tilbake til smuthuller. Men da de romerske legioner heldigvis like fra Marius’s tid blev rekrutteret med hvervede frivillige (undtagen i nødsfald, da der foretoges utskrivning efter en forholdsvis ubetydelig maalestok), kunde de kristne i Romerriket, likesom Quakerne i England og Nordamerika, klare sig som borgere, selv om de ansaa det for en synd at gjøre krigstjeneste.
Først i det fjerde aarhundrede efter Kristus traadte de kristne i stort antal ind i den romerske hær. Men samtidig blev ogsaa kristendommen i enkelte stykker grundig omdannet. Den blev i nogen grad til en krigsreligion, delvis ved Apokalypsens og det gamle testamentes hjælp.
Tør nogen si, at Kristi kristendom og de tre første aarhundreders, altsaa den oprindelike, autentiske kristendom, ikke har utrettet noget for fredssaken her paa jorden, selv om den var ensidig og altfor yderliggaaende i sin fredsvenlighet?
Snarere kunde man fristes til at si, at hvis ikke yderliggaaende fredsvenner, like fra Laotse og Buddha, eller fra kristendommens stifter til de mähriske brødre og Quakerne og Leo Tolstoi, hadde vakt en glødende harme overfor krigen, vilde vi endnu ikke hat nogen fredssak.
At der i Tolstois opfatning av den oprindelige kristendom skjuler sig en stor historisk misvisning, er ganske visst utvilsomt. De første kristnes negtelse av at gjøre krigstjeneste hadde en ganske anderledes mægtig begrundelse i datidens verdensopfatning end en slik vægring har nutildags. For de første kristne, som fuldt og fast trodde paa en snarlig eller endog umiddelbart forestaaende verdens-
