Side:Leo Tolstoi.djvu/76

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Fornuftige folk kunde med en viss ret si, at Leo Tolstoi til sin sidste stund forblev like naiv, som da han fem aar gammel lot sig indbilde av sin begavede og høit elskede ældre bror Nikolas, at der gaves et hemmelig middel (som Nikolas kjendte), hvorved alle mennesker skulde bli lykkelige. Der skulde ikke mere være sygdom, heller ikke sorg; ingen skulde bli vred paa nogen anden, alle skulde elske hverandre og bli „myre-brødre“, som bror Nikolenka kaldte det. Leo Tolstoi kunde aldrig glemme, hvorledes han og hans brødre, efter at ha faat nys om denne hemmelighet, fandt paa en ny, storartet lek, myre-brødre-leken, som bestod deri, at de sat sammen under to lænestoler, dækket bak et forhæng av lommetørklær, og i dette lille mørke rum, som antagelig skulde forestille en myretue, klynget sig rigtig tæt og godt sammen, som myrebrødre. Ganske visst fik de aldrig se den grønne stav, hvorpaa Nikolas hadde indridset navnet paa det hemmelige middel, hvorved alle mennesker skulde ophøre at lide, ophøre at stride. Men de visste, hvor staven var gjemt, den var gravet ned ved randen av en viss hulvei, hvor Leo Tolstoi senere (som han fortæller i sine erindringer) har ønsket at hans legeme skulde begraves — „siden det allikevel maa jordes etsteds“ — til erindring om Nikólenka, som døde fra ham saa tidlig.

Der vilde han ligge og drømme videre om den tid, da alle mennesker skal bli brødre. Navnet „myrebrødre“, mener Tolstoi, hadde broren fundet paa ved at høre tale om de Mähriske brødre, hvem han blandet sammen med de samarbeidende, hjælpsomme myrer (en maur heter paa russisk muravéj). Tolstoi fortsatte gjennem hele sit liv, med avbrytelser, at søke efter den grønne stav, hvis indhold han tilslut trodde at finde, ialfald for en del, i gamle hellige skrifter og i selve livserfaringens billedskrift. „Jeg tror endnu,“ sier Tolstoi i sine erindringer, „at en saadan sandhet virkelig findes, og at den vil bli aapenbaret for menneskene og vil gi dem alt, hvad den lover.“

Leo Tolstoi er den nyeste tids største „utopist“. Hans forjættede land er, hvad nøgterne og forstandige folk kalder