som faa, hun kunde elske og omhegne, men ikke heltut forstaa og tolerere Leo Tolstoi.
Men om al verdens pressemænd og kritikere ynker og beklager Sofia Andréjevnas skjæbne, vil hun kunne reise sig i stolthet og tilrope dem alle, med Klara Sang i Bjørnsons „Over Ævne“: „I beklager mig da vel ikke, mig som har gjort reisen sammen med jordens bedste mand!“
Tolstois lik blev ført til Jàsnaja Poljàna og to dage efter hans død begravet paa et sted, som han selv hadde utset. Jernbaneministeren hadde, ifølge „The Times“, forbudt ekstratog fra Moskva, men tusener strømmet til fra alle kanter, og da kisten mellem skarer av knælende bønder, som sang horalen „Evig erindring“, bares til graven under de ni eketrær, skal liktoget tilslut ha været et par kilometer langt. Deputationer, sangkor og kransebærere gik foran til graven, som alle godsets hundreder av bønder hadde bedt om at faa lov til at grave. Enhver gjorde sit spadestik. Ingen tale blev holdt, men en mand blandt mængden ropte: „Vor store Leo er død. Hans aand leve! Maatte kristendommens og kjærlighetens bud fuldbyrdes!“ Myndigheterne forbød læsning av sjælemesser (som dog delvis blev læst) og enhver anden høitideligholdelse av dagen, ogsaa teatrenes lukning. Men studenterne tok sig fri, og i Moskva meldte en stor skuespiller ved det toneangivende kunstteater sig syk, og sygdommen forplantet sig lynsnart til de øvrige teatre, saa ogsaa disse kunde lukke. Sygdommen gik efter begravelsen likesaa hurtig over.
Til graven valfarter stadig bønder og studenter fra alle egne av Rusland, for at hædre „kjærlighetens apostel“, og utvalgte steder i hans skrifter læses høit for mængden av en ordfører. Der skal opføres et herberge ved graven, for at reisende kan faa nattely.
Gravstedet er, hvis jeg ikke tar meget feil, netop det sted, som Tolstoi selv symboliserte hans livs store drøm, like fra hans tidligste barndom, drømmen om „den grønne stav“.
