Han har selv uttrykt sin stilling i et lignende billede, som gjengives av Aylmer Maude: „Mens han gik hjemmefra, hadde han pludselig besindet sig paa, at det erend, som han var gaat ut for at utrette, var unødig, og han var vendt hjem igjen.“
Men det blev Tolstois hjem, i ordets egentlige betydning, som mere og mere gjorde ham hjemløs. Jàsnaja Poljàna, det sted, som han hadde arvet efter sin mor, av Volkonsky’ernes fornemme slegt, og som han overgav til sin hustru, da de ikke kunde bli enige om at dele godset med bønderne og selv leve som bønder, dette sted, hvor Leo Tolstoi var født og som han hadde arbeidet op til ny velstand, blev i de sidste ti til femten aar av hans liv et bosted, hvor han var stavnsbunden, mot sit hjertes høieste ønske, — som den sidste, endnu ikke befriede av godsets livegne, der tilslut ikke visste anden raad end at flygte — fra sit eget hjem, en raakold vinternat, den 9. november 1910, for at dra ut paa den sidste reise. Elleve dage senere var han død av lungebetændelse eller av slag, paa en obskur jernbanestation, Astàpove, som nu blev verdensberømt, — uten at kunne reise videre, som han hadde ønsket, til Kiev og derfra til utlandet. Saa fortæller i det mindste en fransk beretter i „The Times“.[1] Hvordan skal denne sælsomme avslutning paa et av alle tiders merkeligste menneskeliv kunne forklares? Ovenstaaende kolde og haarde omrids av hans sidste reise svarer omtrent til det første indtryk, som telegrammernes ilskrift spredte rundt om i alle verdensdele. Og mange, som før hadde hat ham mistænkt, sa: „Tolstoi maa ialfald nu være blit gal!“
Ved nærmere eftersyn viser det sig imidlertid, at Leo Tolstoi like til det sidste bevarte ikke blot sin forstand, men sit gode hjertelag, ogsaa overfor sin hustru. Den i første
- ↑ P. A. Boulanger, Times, 3. januar 1911.
