Norge utdelte fredspris, som fortrinsvis kommer rettroende freds-venner tilgode.
En lykkelig mand, alt i alt, var efter mit skjøn Leo Tolstoi, som fik leve sit jevne arbeids-liv, som kropsarbeider og folkelærer og vidunderlig digter, uten rent ut at overvældes med æresbevisninger og uten at forgudes i levende live. At være saa god, som Leo Tolstoi blev, og allikevel slippe for selv at vite det, og for en stor del ogsaa slippe for, at hele verden fik vite det, det var ikke nogen ganske ringe lykke.
Naar det rigtig gjaldt, har forresten Tolstoi ogsaa efter sin religiøse omvendelse hat den lykke at være en folkets hjælper i stor stil, en handlingens mand og en situationens herre. Under den store russiske hungersnød i 1891—1892 levde han to aar midt iblandt de hungerlidende, drog fra landsby til landsby og besørget overalt det, som var mest paatrængende fornødent. Tusener av godhjertede mennesker i mange land hadde tiltro til ham og sendte ham pengegaver til fordeling, — i løpet av vinteren 1891 til 1892 meget over en kvart million kroner i rede penger (derav meget fra England og Amerika), foruten levnetsmidler. Han stillet sig (som en tysk biograf, Dr. Staub, sier) den bestemte opgave, i en fire-fem kredse (saa meget, han kunde overkomme) at paase, at ingen døde eller sygnet av hunger, og at ingen husholdning gik tilgrunde ved misvekst. Han indrettet 246 folkekjøkkener i de forskjellige landsbyer, yderst enkle og praktiske, og lot de mindste smaabarn bespise med melkevelling i 124 barnekrybber. Han sørget desuten for at skaffe brændeved til billig pris eller fri utdeling, lot sælge korn og mel til engrospriser og færdig brød fra store bakerier.
Denne mand hadde neppe allikevel nøiet sig med at være bondearbeider i Siberien, hvis han som Alexander den første hadde været Ruslands behersker.
