Selv i de senere aar av sit liv, da Tolstoi for det meste har virket direkte som religiøs folkelærer og forkynder og næsten ringeagtet sin digter-evne, har han dog ikke kunnet undgaa en gang imellem at utsende et herlig digterverk som tragedien „Mørkets magt“ (fra 1886) eller fortællinger som „Ivan Iljitch“ (1884—86), „Herre og tjener“ (1895) og „Opstandelse" (1889). Det faldt ham ogsaa i denne tid lettest at tænke i billeder, i parabler — som den, hvem han kalder „vor mester“ — eller i form av sagn og legender.
En ny-russisk legende om keiser Alexander den første, hvori Tolstoi har uttrykt sin nye kristendom som i et eneste glimt, skal jeg nedenfor gjengi i forkortning, efter en av de nyeste bøker om Tolstoi, av Sergius Persky. Ifølge denne legende, som Tolstoi enten selv har digtet eller snarere omdigtet, blev keiser Alexander den første, han som i sin ungdom hadde villet frigi de livegne og ovenikjøpet gjenoprette Polen, men var drevet av med bakevjen, ind i den hellige alliances reaktion, denne keiser blev tilslut saa misfornøiet med sig selv, at han frasa sig tronen og levde som privatmand, fortæller legenden. Han samtalte gjerne med bønder, med mænd av folket, og beundret deres fromme sindsro, deres tilfredshet med det arbeide, som Gud hadde git dem. Hans høieste ønske var, at han selv kunde bli bonde og tape sig i massen av de trofaste og troskyldige arbeidsfolk, som gjorde „Guds arbeide“ paa jorden, eller det arbeide, som Gud hadde lagt paa dem. Men han følte, at han endnu ikke var ren nok av sind til at iføre sig bondens kofte og begynde at arbeide. Først maatte han gjennemgaa en stor prøvelse. Da var det, at han en dag fik være øienvidne til avstraffelsen av en soldat, som skulde ha otte hundrede stokkeslag (hvad der var den visse død), fordi han hadde rømt to ganger fra tjenesten. Han hadde bedt om orlov for at reise hjem til sin gamle far, som laa for døden, og ta imot hans sidste velsignelse. Men han fik ikke lov. Han rømte, men blev fakket. Rømte for anden gang og blev atter
