i hans hjertes behov. Han avmerket disse steder med blaa blyant i margen, for at samle al sin opmerksomhet paa denne levende kjerne i de hellige skrifter. Og ved at trække en snevrere og snevrere ring om det væsentlige og det, som hørte organisk sammen og dannet en levende helhet, kom han til at se ur-kristendommens lære springe frem i høit relief og med lysende skrift, i form av bjergprækenens fem store leveregler: Kristi fem bud, som forekom ham at stemme vidunderlig med den menneskelige fornuft og med vor erfaring om, hvad der gir den dypeste følelse av lykke. De fem bud er disse:
1. Bli ikke vred paa din bror, det vil si: ikke paa noget menneske.
2. Nær ikke sanselig attraa.
3. Bind dig ikke ved nogen ed.
4. Gjør ikke motstand mot uret.
5. Elsk dine fiender, det vil si: ogsaa fremmede folkeslag.
Det lar sig ikke negte, at disse fem bud stemmer med ur-kristendommens moral, selv om denne paa et enkelt punkt neppe er fuldt saa streng. De stemmer ogsaa i det væsentlige med ogen av de største østerlandske og græske vismænds moral. Og dog vilde efterlevelse av disse fem bud ophæve stat og familie. Den menneske-adel, som levde konsekvent efter denne lære, vilde dø ut uten efterslegt, og dens plads vilde utfyldes av en grovere race. Hvordan kan det forklares, at nogen av menneskehetens ypperste seere og tænkere, like ned til det nittende aarhundrede (ikke bare Tolstoi, men Schopenhauer og Søren Kierkegaard) har kunnet stanse ved et saadant standpunkt? Jeg skal forsøke at besvare det spørsmaal i et senere avsnit[1].
- ↑ Kapitlet: „En av verdenshistoriens gaader“.
