at han som englænder er for beskeden til at fremhæve det storartede i den maate hvorpaa briterne selv har hævet sit forholdsvis lille land til at bli verdenshandelens midtpunkt og leder av det største politiske og økonomiske verdensforetagende, og samtidig, siden 1850, gjennem indførelsen av frihandelen og den første store verdensutstilling i London i 1851, hvor nye maskiner blev fremvist for alles øine, gav alle andre folkeslag et større spillerum og et større løft end nogensinde før et ledende folk har git sine medbeilere i kappestriden.
En velgjørende sindsro behersker den gamle forskers utsyn over nutidslivets interessekampe og sociale uro. At fordype sig i hans verk er som at komme fra forretningslivets rastløse jag eller fra det sociale kamplivs tvedragt ind i en klostergaard, eller rettere ind paa den grønne plæn (the quad) mellem ærværdige graa college-mure i en av de to sydengelske universitetsbyer. Man faar tid og fred til at betragte livets ustanselige løp og de tilsynelatende uløselige konflikter med rolig oversyn. Visse store, nærsagt monumentale, hovedlinjer tegner sig skarpt for ens øie. Det sidste eventyrlige hundredaars utallige økonomiske erfaringer krystalliserer sig i to eller tre centrale kjendsgjerninger. Vi ser av professor Marshalls fremstilling at Karl Marx, grundlæggeren av det tyske eller tysk-jødiske socialdemokrati, i sit store verk „Das Capital“ (som Marshall forøvrig ikke specielt polemiserer imot) gav en misvisende fremstilling av utviklingens pil-retning, naar han ensidig fremhæver tendensen til stordrift eller forretningernes altid voksende koncentration. Ifølge Karl Marx, hvis videnskabelige fantasi var fangen i den hegelianske metafysiks spindelvæv, og som i enhver historisk proces trodde at se en kamp mellem to motsætninger, hvorav den ene fremkaldte den anden, hvorpaa de begge gik tilgrunde eller gik op i su høiere enhet, — ifølge denne lærde og skarpsindige, men fanatisk lidenskabelige forsker, som ikke var upaavirket av Charles Darwins lære om „kampen for tilværelsen“, var „klassekampen“ den efter systemet regelrette kamp mellem motsætninger. Kapitalismen fremkaldte sin motsætning, proletariatet. Og netop
