William Greg og Francis Galton var de første som opdaget dette epokegjørende synspunkt, som er blit nærmere belyst især av Galtons elever: at slegten kan gaa tilbake, hvis den fortrinsvis blir rekrutteret gjennem de mindre vel utrustedes frugtbarhet. William Greg sammenlignet „den omsorgsløse, litet opadstræbende irlænder“, hvis frugtbarhet forekom ham foruroligende stor, med den „nøgterne, fremadskuende, ærgjerrige skotlænder“, som giftet sig sent og hadde faa barn. (Dette var skrevet i 1868).[1] Han tænkte sig en egn koloniseret av et tusen irlændere og et tusen skotlændere, som gjennem mange slegtled levde adskilt og bevarte de nævnte egenskaper og vaner. I løpet av tolv generationer vilde irlænderne utgjøre de fem sjettedele av hele befolkningen, men „fem sjettedele av eiendommen, magten og intelligensen“ vilde tilhøre den øvrige sjettedel, ætlinger av skotlænderne. Eksemplets rigtighet er meget omtvistelig. Men det anskueliggjør det synspunkt at hvis samfundet er saaledes ordnet, at de nye kuld i overveiende grad rekrutteres fra de laveststaaende, de mindst begavede eller mindst høit-utviklede grupper av en befolkning, kan man — uten at ville det — naa det motsatte resultat av det som tilstræbes i det nyere landbruk, hvor man fortrinsvis bruker de allerbedst utrustede individer som avlsdyr. Det samme princip anvendes jo ogsaa i utvalget av kulturplanter. Men derimot ikke i fremavl av mennesker. Allerede saa tidlig som i 1865[2] fremsatte Francis Galton, Charles Darwins geniale fætter, den moderne eugeniks eller race-hygienes to hovedsætninger: for at hæve menneskeslegten i rent biologisk henseende gjælder det mest mulig at opmuntre og befordre de intellektuelt og etisk begavedes giftermaal i en nogenlunde tidlig alder og deres opfostring av barn. Derimot gjælder det, saavidt mulig, at hæmme den sterke tilvekst av de ubegavede og de litet samfundsdygtige.
