Jeg spaar, at denne videnskap inden en menneskealder vil doceres ved de fleste av jordens universiteter.
Et frugtbart utgangspunkt for denne videnskaps-gren, som kanske maa siges at være nutidens vigtigste, danner studiet av Grækernes og Romernes forfald. Montesquieu og Gibbon har paa dette omraade gjort en glimrende begyndelse.
I vort land har en av den nyere tids mest filosofiske historie-forskere, professor I. E. Sars, i sin Utsigt over den norske historie, utarbeidet en glimrende og, trods sin ufuldstændighet, grundlæggende teori om aarsakerne til det norske folks dalen og stigen. For de antike folks vedkommende har i nyere og nyeste tid navnlig Tyskeren O. Seeck, i et utførlig verk[1], og den svenske professor Fahlbeck (i Lund), i en fortrinlig avhandling, søkt at benytte nutidens viden til en videnskabelig forklaring av Grækernes og Romernes nedgang.
Det mest opsigtsvækkende i Seecks værdifulde bidrag til forklaring av de antike folks nedgang er hans overordentlig sterke fremhævelse av, at de indre parti-kampe og borgerkrige, og de romerske keiseres despotiske justis, medførte et omvendt utvalg gjennem utryddelse av de bedste eller de høiest utviklede menneskelige individer og slegter. Seeck er sig maaske ikke bevisst, at han i denne tankegang følger i den geniale Francis Galton’s fotspor. Seeck anvender med stor dygtighet, omend kanske ikke uten overdrivelse, det samme „selektionistiske“ synspunkt paa de gamle Grækere og Romere, som Lyell og Galton hadde anvendt paa den nyere tids Spaniere. Gjennem kjætterbaal og forfølgelse blev tusener efter tusener av den spanske halvøs mest energiske og begavede mennesker, Jøder, Maurer og kristne kjættere, enten dræpt eller fordrevne til andre lande. Dertil kom, at de fleste av de opadstræbende og begavede mænd, som viet sig til den geistlige løpebane, paa grund av cølibatet ikke efterlot sig nogen efterslegt. Allerede Montes-
- ↑ Otto Seeck: Geschichte des Unterganges der antiken Welt I (3. utg. 1910) — II (1901).
