av Centralmagterne begyndte verdenskrig, som efter en amerikansk beregning (naar de massakrerte armeniere, grækere, tyrkere, jøder m. fl. medregnes) anslaat til at ha kostet 16 millioner mennesker (militære og civile) livet og gjort 6 millioner til invalider.[1] Endnu større er antallet av ofre for den hungersnød og de farsotter og borgerkrige som har fulgt i verdenskrigens spor. En stans i veksten, delvis endog en nedgang for Europas kultur synes uundgaaelig.
Flere kulturforskere som Friederich von Hellwald, A. Blaschko og andre mener, at et kulturfolks avblomstring følger naturnødvendig efter dets blomstring. Kulturfolkene vokser og blomstrer for senere at ældes eller endog dø. Men denne opfatning er alene bygget paa en analogi med det enkelte individ, og en saadan analogi-betragtning kan ikke i sig selv tillægges nogensomhelst videnskabelig beviskraft. Man kunde likesaavel tænke sig, at ikke blot det enkelte folk, men hele menneskeslegten har sin ungdom, sin voksne mandsalder og sin alderdom og død. Men imot denne opfatning, som engang har været historisk filosofi (den blev fremsat allerede av Romeren Varro) taler især den kjendsgjerning, at menneskeslegten har eksistert gjennem overmaade lange tidsrum, sandsynligvis meget over 100 000 aar.
Ganske visst kunde man tænke sig, at likesom et folks livslængde er meget stor i forhold til det enkelte menneskes, saaledes er menneskeslegtens livslængde stor i forhold til det enkelte folks.
Imidlertid maatte man, hvis denne betragtning var rigtig, utstrække analogien ogsaa til at gjælde alle de paa jorden levende organismers familie (eller flerhet av familier). Det
- ↑ War Facts and Peace Problems, by Arthur L. Frottingham, New York 1919.
