kirke som denne arvs forvalter, som har reddet den hensygnende antike kultur over i en ny kultur-blomstring.
De store puritansk-idealistiske bevægelser har atter og atter med feberhete utbrændt kulturens sygdomsstoffer. Dette tror jeg vil komme til at staa urokkelig fast. Men det maa tilføies, at det vilde ha været bedre, om de menneskelige kultursamfund ikke hadde behøvet disse voldsomme feberanfald, som ofte har utbrændt meget av det sunde sammen med det syke, og derved voldt en forødelse av mange herlige kræfter.
Min teori er den, at de store religiøs-etiske utbrud, som jeg for korthets skyld kalder de puritanske bevægelser, maa sees sammen med de store kultursygdomme, som de har bekjæmpet. Og begge disse to sammenhørende (eller „korrelative“) rækker av historiske fænomener (baade kultur-sygdommene og de voldsomme feberkure) hænger uløselig sammen med en bestemt historisk samfunds- og kulturtype. Nemlig den, som jeg ovenfor har betegnet som den krigersk-kommercielle type. Saa længe denne samfundstype har været raadende, har kulturmennesket ikke kunnet undvære de store puritanske „alexiner“. Men der er i det mindste en mulighet for, at disse for livsbudgettet tungt belastede lægedomsprocesser vil kunne undværes, hvis det lykkes at skape en høiere samfundstype; eller rettere: de vil faa en mildere, en langt mindre ensidig og voldsom karakter i et sundere og lykkeligere socialt klima.
At kristendommen, like fra sit første frembrud var uhyre meget mere end en slik „puritansk“ eller aleksin-dannende motbevægelse, fremgaar av hvad der ovenfor er sagt. I sit centrale budskap, læren om et gudsrike paa jorden gjennem menneskenes forbund i altomfattende velvilje, sammenfatter den — i tilknytning til den græske oplysningstids største aander — det høieste resultat av oldtidsfolkenes religiøs-etiske utvikling, — en klassisk kultur-erobring, som har værd for alle tider. —
