digtning. Ogsaa overfor musiken var han mindst likesaa fanatisk streng som Tolstoi, idet han fordømte al lidenskabelig musik og al udelukkende instrumental kunst, altsaa netop den nye, epokegjørende musik-form, som paa hans tid sandsynligvis endnu var i sin slyngelalder; i sin ideal-stat vilde han endog indføre forbud mot fabrikationen av et „karaktersvækkende“, til bløtagtighet indbydende instrument som fløiten!
Disse to typiske og for alle tider forbløffende puritanske angrep paa nogle av den gamle og den nyere tids ypperste kunstverker, fra to første-rangs kunstneres side er, efter mit skjøn, skikket til at danne et av utgangspunkterne for et forsøk paa at løse en av verdenshistoriens gaader. Nemlig spørsmaalet om de store puritanske og asketiske reformatorers rolle og plads i verdenshistorien. Platon og Leo Tolstoi staar jo ikke alene med sit fiendtlige forhold til hele den verdslige kunst. Kristendommen stillet sig, især i den første tid, i et lignende kampforhold til den gamle kunst. Protestantismen utjog for det meste middelalderens og renaissancens billedkunst fra kirkerne, og puritanismen i England gjorde for en meget stor del den gamle blomstrende engelske musik landflygtig, saa England fra den tid av, istedenfor at være et av Europas førende lande i musiken, blev et forholdsvis musikfattig land, eller ialfald tapte sin ledende stilling. Og den samme puritanisme, som dog blev av en saa epokegjørende betydning i andre henseender, stængte Shakespeares skueplads og bidrog væsentlig til at forvandle „det glade England“ til det alvorlige, forholdsvis tunglyndte og indtil for nylig paa hviledagen glædefattige England.
Enkelte mennesker vil maaske ha saare let for at ta sit parti og simpelthen fordømme alle tiders kunst- og glædesky puritanere (like fra Platon til Tolstoi) som livsfiendtlige asketer og dermed anse problemet for løst. Andre, som staar paa den motsatte side, „pietisterne“ nemlig, vil tvertom i det store og hele gi puritanerne ret. Men begge disse partier overhugger knuten uten at kunne løse den. Begge stænger sig selv ute fra sympatien med nogle av menneske-
