og forkynderen Leo Tolstoi. Han hører til dem, som er ifærd med at flytte menneskehetens teltstænger fremover mot en ny leirplads.
Vor sympati og beundring for de store og steile idealister maa dog ikke gjøre os blinde for det tragiske element i nutidens, som i fortidens, store puritanske reformationer, deres ofte næsten umenneskelige haardhet i at dømme og fordømme, og deres altfor vidtdrevne, delvis kulturfiendtlige askese.
Den fanatisk strenge dom, som Leo Tolstoi i flere av sine skrifter fælder, ikke alene over det meste av nutidens digtning og billedkunst, men ogsaa over Shakespeare og Beethoven, er skikket til at virke yderst irriterende paa den almindelige kunstelsker, men ogsaa foruroligende og forvirrende paa dem, som elsker Tolstois egen store kunst. Hvorledes er det mulig, at en saa stor og saa utvilsom digter-natur, samtidig saa begavet ogsaa i musikalsk henseende, har kunnet forkjetre nogen av de største kunstnere, som nogensinde har levet? Dette spørsmaal, dette problem, blir ikke mindre urovækkende og pinefuldt forvirrende, om vi erindrer, at noget lignende eller ganske det samme hændte en av den græske oldtids allerstørste kunstnerbegavelser, ogsaa han, lik Tolstoi, samfundsreformator og i visse stykker en av menneskeslegtens banebrytende aander, — nemlig Platon. Platon, arvtageren av det gamle Hellas’s samlede kulturskat, alle musers yndling og den av guderne nærsagt høiest benaadede av alle, — Platon gik i grunden endnu videre end Tolstoi. Han forkastet ikke alene Grækenlands største digtere, Homer og de store tragikere; han forkastet dem med selvovervindelse og smerte, ikke fra et rent æsthetisk, men fra et etisk og religiøst standpunkt; han fordømte hele digtekunsten, med undtagelse av den religiøse lyrik, — han som dog fra sin ungdom som faa andre hadde elsket Grækenlands store digtning og drukket dypt av dens kilder, og som selv, i sine filosofiske dialoger, skapte en ny og epokegjørende form av dramatisk
