de store digteres og billedhuggeres verker, likefra Odysséen (som efter en ekscentrisk engelsk forfatter, Samuel Butler, maa være skrevet av en dame!) og de græske tragikere til Ibsen og Tolstoi, — dette puritanske drag faar maaske sin rette historiske belysning, naar vi ser det som de store kunstnernaturers altfor voldsomme og lidenskabelige utrykning til kamp mot samfundets sygdomme.
Der er to stadig tilbakevendende fænomener i verdenshistorien, netop indenfor den historiske tid, som øiensynlig hører uløselig sammen, og som i forening frembyr en historisk gaade, som hittil neppe har været løst. For det første ser vi stadig, at det, som man kalder „sedernes fordærvelse“, hensynsløs havesyke, magtsyke, nydelsessyke, utfolder sig særlig frodig netop sammen med de store kulturblomstringer, som i renaissancens Italien, Frankrike og England, eller i nutidens store kulturbyer. Paa den anden side ser vi en række av store religiøs-etiske motbevægelser, som trods sin ensidighet og ofte umenneskelige strenghet dog i mange stykker har vist sig frugtbare og livsgavnlige, og som ialfald for en stor del synes at ha hat sit utspring i et dypt socialt livsinstinkt. Vi kan ikke tænke os den gamle græske kulturblomstring med dens vidunderlige livsglæde uten den hjælp, som alle de hellenske stammer, og ikke mindst Athenienserne, fik fra den doriske og gammelattiske puritanisme, — den som endnu lever og gløder i mægtige korsanger og tragedier, likesom den tindrer med evig stjerneglans i mange av den græske billedhuggerkunsts skjønne og strenge verker[1].
- ↑ Et asketisk element — i den betydning, ordet „askese“ har i ældre græsk litteratur, nemlig de unge mænds atletiske „opøvelse“, deri indbefattet selvbeherskelse overfor drifterne i den alder, hvori man endnu vokser — hører utvilsomt for alle tider med til de sterkeste, de mest livsdygtige folkeslags livskunst. Den opvoksende ungdom skulde leve avholdende og i streng opøvelse, for at bli fuldkraftig av legemsbygning og karakter — det var ifølge Aristophanes den opdragelse, som fostret seierherrene ved Marathon; og det var ifølge Cæsars og Tacitus’s samstemmige vidnesbyrd den opdragelse, som gjorde den germanske ungdom saa høi av vekst og saa muskelsterk. Den moderne naturvidenskap bekræfter denne opfatning og stiller det samme asketiske krav til den opvoksende ungdom, — en sandhet, som nutidens skjøn-
