En av verdenshistoriens gaader.
Intet sted i Dante’s Divina Commedia, middelalderens største digt, er merkeligere og for nutidens læsere mere paafaldende end hans bitre anklage mot den samtidige Florentiner-kultur og hans forherligelse, gjennem sin tipoldefars mund, av det gamle nøisomme, tarvelige Florens fra begyndelsen av korstogtiden (Dante’s Paradiso, femtende sang). Det er den samme klage over sedernes fordærvelse midt i en kulturel blomstringstid, som vender endnu sterkere tilbake under den florentinske høi-renaissance, gjennem Savonarola og tildels endog Michelangelo. Endnu merkeligere er det, at Shakespeare, som dog ved sin stilling som skuespiller og ved sin literære opdragelse stod i en utpræget kampstilling overfor det puritanske borgerskap, allikevel paa høiden av sin digtning, i de store tragedier, nærmet sig sterkt til puritanerne i sin skarpt dualistiske opfatning av motsætningen mellem dyd og last og i sine mørkt-farvede billeder av samtidens hensynsløse egoisme. I billedet av sedernes forfald i Wien i „Like for like“, likesom i billederne av nedrige skurker i „Troilus og Cressida“, „Hamlet“, „Othello“ og „Kong Lear“ er det for samtidens London, han holder op et anklagende speil. Ganske vist kjæmper han i flere av disse verker for at bevare sit milde og humane, psykologisk forstaaelsesfulde syn paa de menneskelige feil. Men det lykkes ham ikke at undgaa at male de hensynsløse og de troløse saagodtsom fuldstændig sort, paa puritanernes vis. Først i tragedier som „Macbeth“, „Anto-
