svækkende, nydelses-element, som svarer nøiagtig til et tilsvarende parasitisk element i de historisk kjendte kulturtiders samfundsordning. Ingen kan være blind for, at der findes social parasitisme ogsaa i nutidens samfund. Men hvis den faktisk findes i det sociale milieu, hvorav nutidskunsten er fremvokset, er det uundgaaelig, at den i nogen grad gjenfindes ogsaa i kunsten, — ja endog i videnskapen, som Tolstoi hævder. Dette er en likefrem følge av det, som man kunde kalde for loven for kulturorganernes korrelation eller samhørighet.
Det lar sig derfor ikke negte, at Tolstoi endog i sin allermest ensidig puritanske kunst-kritik er noget av genial seer, som bidrager til at lede literatur-forskningen ind paa et delvis nyt spor.
Tolstoi overser imidlertid, at der hos en digter som Shakespeare kan paavises en utvikling i retning av etisk strenghet, netop i hans største kunstperiode, og at hans store digter-begavelse har hjulpet ham i en merkværdig grad til at vokse ut over sine sociale vilkaars begrænsning. Ganske vist stod endnu paa Shakespeares tid skuespillere til en viss grad i klasse med bjørnetæmmere og gjøglere og andre landstrykere og maatte søke beskyttelse hos hoffet og de høifornemme mot det puritanske borgerskap, hvorved deres kunst ganske naturlig fik et anti-borgerlig præg og en og anden gang endog blev lakei-kunst; selve Shakespeare hørte jo med blandt „Lordkammerherrens tjenere“, senere blandt „Kongens tjenere“, og der er træk av kongelig lakei-kunst i et herlig mesterverk som „Macbeth“. Men ingen viser os bedre end Shakespeare geniets evne til at vokse ut over milieu’ets begrænsning, fordi geniet i nogen grad skaper sig selv et nyt milieu. I virkeligheten staar Shakespeare, netop i sine mægtigste verker, som etisk idealist Tolstoi meget nærmere end denne selv aner. Om de engang møtes hinsides misforstaaelsernes verden, vil Tolstoi opleve en ydmygende og dog overmaade glædelig overraskelse. Ti ogsaa Shakespeare var dypt paavirket, baade av næstekjærlignetens moral, og av den gamle græske (platoniske og stoiske) idealisme. Han hadde endog, især i de store tra-
