Crosby’s, misvisende domme dog et element av sandhet og et ingenlunde værdiløst korrektiv.
Ifølge Tolstois altfor summariske syn var renaissancens og den nyere tids kunst et tilbakefald til „hedensk“ og individualistisk nydelses-kunst. Der er i denne altfor puritanske betragtning et element av sandhet, forsaavidt som de store kunst- og kultur-blomstringer for en ofte væsentlig del har været overklassekultur-blomstringer, og som saadanne ikke uten et sterkt parasitisk element.[1]
Selve Shakespeare var en parvenu, som i nogen grad maatte støtte sig til høiadel og hof, og som allerede i et motto laant fra den romerske parvenu Horats (som var søn av en frigiven), foran et av sine ungdomsverker, snobber sig med, at han „hater den profane mængde og holder sig den fra livet.[2] Skomakersønnen fra Canterbury, Christopher Marlowe, forherliger i sine banebrytende skuespil overmennesker, som byr alle borgerlige love trods, og ser ned paa „bondeslaver“.
Det er naturnødvendig, at den nyere tids kunst (allerede fra korstogstiden av) bærer merker av sociale mis-forhold. Men naar Tolstoi mener, at den moderne overforfinede kunst og literatur har kapitalismen til grundlag, tror jeg han forenkler det virkelige forhold, som er meget mere sammensat. Allerede i middelalderen utgaar kunst-bohèmeriet ikke saa meget direkte fra overklasserne, som snarere fra „les déclassés“ og de fra underklasserne opstigende parvenuer. Det raffinerte nydelseselement i kunsten er for en ikke liten del et uttryk for flugten fra underklasse-slitet, fra trælle- tvangsarbeidet, en side ved de undertrykte klassers uvilkaarlige hevn eller revanche.
Men hvad Tolstoi, trods en kolossal overdrivelse og forenkling, har ret i, er dette, at der i kunsten som i det øvrige kulturliv kan være et parasitisk, eller for livskraften
