aandelige helhet, som er den eneste sande virkelighet. Ut fra denne nærmest nyplatonisk-hegelianske verdensanskuelse falder der et i visse stykker farveblindt syn over baade kunsten og hele den øvrige kultur. Tolstoi’s storstilede spiritualistiske pantheisme er som en krystal-himmel, eller et hvælvet glas-tak, hvorigjennem der falder en sælsom, sterktfarvet overbelysning over den menneskelige kultur. Kun en forholdsvis liten del av literaturens, billedkunstens og musikens mesterverker faar en belysning, hvorved de kommer til sin ret. Neppe nogensinde har verden set en underligere „livs-belysning“ end den, hvori en stor digter-natur som Tolstoi (som desuten var meget musikalsk) faar Shakespeare til at fortone sig som en ubetydelig digter og forkaster som (for nutiden) ubrukelige: Sophokles, Euripides, Aristophanes, Dante, Michelangelo og Beethoven (som han dog før hadde elsket).
Men fordi om Tolstoi her hadde gjort sig skyldig i et kolossalt blind-syn, — skal derfor vi andre, læsere av Tolstoi, begaa en lignende bommert og, lik det svenske akademi, forkaste Leo Tolstoi som en stor idealistisk digter? Eller skal vi la den misstemning, hvori vi læser en stor del av hans domme om kunst, sænke sig som en taake, eller som skyggen av en mørk sky, over hans eget forfatterskap? Det vil jo være at efterligne ham med letvint held paa hans allersvakeste punkt.
Tolstois skrifter om kunst er i virkeligheten, trods sin voldsomme ensidighet, eller netop paa grund av denne, overmaade lærerike og for kunstvidenskapen i det mindste indirekte værdifulde. La den tanke være os en trøst.
Det er ikke første gang, at en stor kunstnernatur, netop ut fra en reaktion mot det forkjælende liv i billedernes verden, er blit etisk puritaner og som saadan har overskyet sin utsigt til den verdensglade kunst med en dommedagshimmel, torden-svanger og dyster, kun av og til oplyst av et og andet funklende lyn.
Forøvrig maa det indrømmes, at overfor en ensidig forgudelse av Shakespeare indeholder Tolstoi’s, likesom Ernest
