engelske original til en overmaade dygtig, men dog alt i alt forringende, utglattende, avsvækkende oversættelse. Tolstoi bar imidlertid med sig fra den ene utgave til den anden sit eget omdigtende øie. Shakespeares digtning syntes ham at staa iveien for hans eget lysende ideal. Den skygget for dette, og derved ogsaa for sig selv.
La os ikke glemme, at hvad selve den store vesteuropæiske oplysningstid, gjennem fine smagsdommere som Voltaire, saa av Shakespeare, var for en meget stor del et vrængebillede. Voltaire, som til sine tider hadde hat mere end ett glimt av Shakespeare’s storhet, kaldte ham dog tilsidst for en „drukken vildmand“, un sauvage ivre. Atter og atter har nogen av verdensliteraturens største digtere været utsatte for et lignende vrangsyn. Av vore digtere: til sine tider Wergeland, Bjørnson, Ibsen. Ibsens „Peer Gynt“ var for en begavet dansk kritiker, Clemens Petersen, ikke egentlig digtning. Bjørnsons „Kongen“ var i sin tid for en fin engelsk kunstdommer (som dengang især hadde øie for Ibsen) „for lavtliggende til at kritiseres“ (beneath criticism). Ibsens nutidsdramaer stod til en begyndelse for andre engelske kritikere som „dull and dirty“ (kjedsommelige og smudsige).
I England faldt et av de herligste bind digte, som nogensinde har været trykt, fuldstændig til jorden, et bind, som indeholdt den „Løste Prometheus“, tillikemed ni mindre digte av Shelley, deriblandt vidundere som „Oden til vestenvinden“, „Skyen“, „Til en lærke“ og „Mimosen“; hele denne paradis-have av lyrik vakte ingen almindelig henrykkelse, — tvertom gav den anledning til spot og tarvelige ordspil, som at „Prometheus Unbound“ bar sin titel med rette. „Ti hvem vil koste indbinding paa en saadan bok?“ Og dog manglet datidens England hverken digtere eller kritikere av høi rang.
Leo Tolstoi har vist, at en modig og kanske av og til noget vel selvsikker mand av overordentlig digterisk begavelse endnu i vore dage kan læse Shakespeare med en lignende synkverving.
Tolstoi’s ensidige kunst-filosofi bærer utvilsomt en del av skylden for dette feilsyn. Han har utvilsomt ret i, at kun-
