sidighetens gyldne princip, som ovenfor utviklet. Det var ut fra en nu forældet metafysik, at enkelte av unghegelianerne (og efter dem Henrik Ibsen) mente, at det er en følge av utviklingslæren, at alle organer, følgelig alle sandheter, maa fuldstændig forandres. Livs-utviklingen er ikke en altid skiftende „strøm“, som Heraklit mente, men snarere et bygge-arbeide, hvor der under gunstige vilkaar kan bygges videre fra slegt til slegt, og hvor store og monumentale bygnings-led kan bevares.
Der er i Tolstois religion et element av græsk-kristelig, græsk-stoisk og endog østasiatisk metafysik, som ialfald for en del synes at være tidsbegrænset og forgjængelig. Men der er ogsaa kultur-elementer av uforgjængelig værd. Mutualismens eller gjensidighetens lov: „Gjør mot andre, hvad du vil, at andre skal gjøre mot dig!“ — er den høiest tænkelige form av samfunds-driften, som er hjertemuskelen i alt kulturliv. Og troen paa verdens fremtid og de høieste menneskelige værdiers bestaaen (som en kosmisk utvidelse av vor vilje til liv), ogsaa den hører sandsynligvis til det høiere kulturlivs vitale organer, der ikke kan tænkes at ville falde for nogen aldersgrænse. Det lyse, fremadvendte, forhaabningsfulde syn paa verden er som hvirvelsøilen, der tillater os at gaa opreist og med løftet pande imot vor fremtid.
