hetens og fornuftens lov, som menneskene bærer i sit indre. Og en lignende spiritualistisk pantheisme (eller panentheisme) utviklet sig i det gamle Hellas, som et av hovedresultaterne av en lang religiøs og filosofisk utvikling. Stoikernes verdenssjæl, som har omsorg for alle væseners velfærd, og hvorav menneskesjælen og den menneskelige stræben mot almenvellet er en utstrømning, svarer til Kinesernes Tao og Hinduernes Brahma, i nogen grad til Hegels „Weltgeist“, og til Dukoborernes Gud i den menneskelige aands tempel. Paa de forskjelligste steder av jorden syntes kulturmennesket gjennem en lang utvikling at være naad frem til væsentlig den samme livsanskuelse. De russiske bondeprotestanter var i virkeligheten bærere og bevarere av en gammel religiøs kultur-skat, der for Tolstoi var som en underfuld selv-lysende juvel, for hvilken han vilde sælge alle andre skatter, fordi den indeholdt de vises sten og livets eliksir.
Det store russiske bondefolk frelste Tolstoi fra Schopenhauers dødsfilosofi, — saa har han vel selv følt det. Efter Schopenhauer skulde menneskene, naar de vaagner av berusningen, føle livsglæden som et bedrag og anse selvmord for den høieste livskunst. Men faktisk lever der rundt omkring mig — tænkte Tolstoi — millioner av bønder, der som regel er nøgterne, og som endog efter sin opvaagnen fra en rus gaar rolige og tilfredse til sit arbeide. Og disse nutids-bønder bærer paa en gammel livskunst, som har hjulpet millioner efter millioner av kinesiske og hinduiske bønder og vismænd.
Det er værd at lægge merke til, at Tolstoi paa en maate naadde frem til sit religiøse standpunkt ved at bygge paa erfaring, millioners erfaring. Den tro, som gjør den russiske bonde levedygtig, trods armod, undertrykkelse og sygdom, den tro har staat sin prøve.
Gjennem denne tankegang var Tolstoi inde paa en virkelig videnskabelig opfatning av religionernes rolle, men det var ikke hans, digterens, sak at forfølge denne tankegang frem til fuld videnskabelig klarhet.
