nogle av de djærve italienske og franske kjættere i middelalderen. Dukoborerne, av hvem Tolstoi særlig har følt sig tiltrukket, mener, at der er ingen Gud uten i menneskene. Gud er i os, som vart liv og vor aand. Mennesket er Guds tempel. Kristus er kun et godt menneske og som saadant Guds barn. Dukoborerne negter baade himmel og helvede, men tror paa en stor fornyelse, Gudsriket paa jorden, — hvad der minder om tilhængere av troen paa det „tredje rike“ i middelalderen, den Helligaands eller Aandens rike. Som Quakerne og de bøhmiske brødre holder Dukoborerne sig strengt til Jesu ord i evangelierne og forkaster ed og krig. En del av dem gaar — som nævnt, ikke uten paavirkning fra Tolstoi selv (hvad denne ikke visste) — saa vidt, at de motsætter sig ikke blot militærtjeneste, men ogsaa skattebetaling, — siden den sidste jo tvinger de væsentlig i naturalhusholdning levende bønder til voksende penge-husholdning. For at forstaa skatte-negtelsen, maa vi erindre, at beskatning i penger er det mægtige middel, hvormed Europæerne i vore dage (i likhet med oldtidens Romere) tvinger undertvungne folkeslag til at forlate sin selvstændige naturalhusholdning og som lønsarbeidere (i gruber og paa plantager) føie sig ind, og bøie sig ind, som en underklasse under Europæerne.
Det frydet endvidere Tolstoi at opdage, at de russiske protestanters gudsopfatning og i nogen grad deres livskunst, som fredelige og arbeids-fromme mennesker, for en stor del gjenfandtes ikke alene hos de mest apostoliske kristne sekter i det øvrige Europa (særlig de bøhmiske brødre og Quakerne), men ogsaa hos de store østasiatiske kulturfolk, de fromme jorddyrkere, og i nogen grad hos de gamle Grækere. For Hinduerne, i deres største kulturtid, var den guddommelige verdens-energi (Brahma, den absolute energi) identisk med menneskets inderste sjæl eller selv (Atma, som efter Upanishad er paa en maate løkagtig indhyllet i mange hylstere, — hvad der minder om Ibsens Peer Gynt, som dog ikke fandt noget „selv“ indenfor alle hylstere). Ogsaa i den gamle kinesiske religion, som blomstret i Kinas store kulturtid, især gjennem Laotse, var Gud det samme som kjærlig-
