fyrst Nehludovs (og Maslovas) i Tolstois sidste store, pragtfulde fortælling, „Opstandelse“.
Overklasse-mennesker, hvis sociale parasitisme belyses ved kontrasten til arbeids-bøndernes opofrende slit, og enkelte av disse overklasse-menneskers opvaagnen til besindelse over sit livs dype meningsløshet og tomhet og deres ombøining til selvhengivelses og næstekjærlighetens livskunst, dette er vel hoved-indholdet av Leo Tolstois menneskeskildrende digtning. Man kan ikke skjelne skarpt mellem den store digter og den omstridte samfundsreformator. Ti hans religiøs-etiske standpunkt er forberedt og gradvis fremarbeidet i hans digtning. Den række av helter og heltinder, som gjennemgaar den store etiske ombøinings-proces, fra enkelte tilløp i „Barndom“ og „Ungdom“ og i „Kosakkerne“ til hovedpersoner i „Krig og fred“ og „Anna Karénjina“, de er som vardøger, der bebuder Leo Tolstois egen store omvendelse. Han sender sine fantasi-barn foran sig for at finde veien. Hans største digtning, fra „Krig og fred“ av, er — som det synes — et væsentlig led i hans mægtige befrielseskamp overfor Schopenhauers filosofi. Han kjæmper ikke blot for bondens hævning, og derigjennem for Ruslands. Han kjæmper for sit eget liv. Han prøver sig frem gjennem lidelsens, fortvilelsens og den store sinds ombøinings trange og steile passer, — om der skulde være nogen vei til frelse og frihet. Da han staar paa sin digtnings høieste høide, efter at ha skrevet „Krig og fred“ og „Anna Karénjina“, da er han ogsaa fuldt moden for sit eget religiøse vendepunkt. Den peripeti, eller det store omslag, han atter og atter har prøvd paa sine fantasibarn (dem han gav liv av sit liv), blir han nu nødt til at prøve for fuldt alvor paa sig selv. Hans eget liv blir fra nu av, fra femtiaarsalderen, hans egentlige digt. Før var han en yngling, som levet sit væsentligste liv i sin digtning, i en drømmeverden, hvor han lot andre leve i sit sted. Nu er han en fuldvoksen mand, som lever livet for egen regning, sætter sig selv ind som indsats, i den store peripeti.
Hvilken forblindelse, hvilket trangsyn hos de literatur-kritikere, som ikke har kunnet se, at han ogsaa her —
