ikke træt av i sin digtning at fremhæve netop de parasitiske træk hos overklasserne og i motsætning hertil bondens arbeidsomhet og evne til at opofre sig og lide.
Man vil se, at disse to hovedtræk i Tolstois menneske-skildring passer ypperlig sammen. Overklasse-mennesker er i hans fortællinger gjerne egoister, nydere av frugterne av andres arbeide. Bondefolket har en ganske anden evne til gjensidig hjælp, til opofrelse for andre. Det har jo gjennem aarhundreder eller aartusener øvet sig i at arbeide for andre.
Til disse to hovedtræk, som bestemmer personernes karakter, kommer et tredje hovedtræk, som bestemmer handlingens gang, eller „peripetien“, det egentlige vendepunkt i fortællingerne, — ogsaa dette træk et utslag av Leo Tolstois livsvilje paa sin egen og det russiske folks vegne. Hvad Tolstoi fremfor noget andet vil opleve i sin digtnings hjælpeverden, og hvad han vil ha det russiske folk og særlig overklassens mennesker til at opleve, er den livsviljens ombøining fra egoisme til altruisme, som han lar den ene efter den anden av sine helter og heltinder hæve sig op til.
Vil man se den typiske sjælelige utvikling, den mægtigste indre oplevelse i Tolstois fortællinger og skuespil, — den efter Tolstois mening for ham selv og for Rusland frelsende oplevelse, da behøver man blot at læse den overordentlig enkle og skjønne lille fortælling „Herre og tjener“, hvor overklasse-manden, den havesyke kjøbmand, egoisten, stilles i motsætning til den bondefødte tjener, Nikita, selvopofrende med al sin av trællestanden fødte drikfældighet, og hvor den rike kjøbmand, som under snestormens og kuldens strenge døds-varsel vaagner av sin livsberusning, tilslut finder sig selv, ved at opgi sig selv, og sover lykkelig ind i døden efter at ha frelst sin fattige tjeners liv, ved at tildække ham med sit legeme. Den, som læser denne lille mesterlige fortælling, vil finde Tolstois livs-filosofi, tillike med hans menneskeskildrende kunst, sammentrængt i et nøtteskal.
Eller man kan læse om Pierre Besutchi’s omvendelse i „Krig og fred“, eller Ljévins i „Anna Karénjina“, eller
