Ogsaa Tolstoi forherliger, som de store vesterlandske digtere og tankere, arbeidet, aktiviteten, den værdiskapende virksomhet som den høieste menneske-lykke. Heri ligger den dype overensstemmelse mellem Vest- og Øst-Europas forkyndere av en frisindet form av fromhet. Fra øst og vest møtes nogle av den nyere tids største aander i at forkynde arbeids-fromhetens glade budskap. Menneskegavnlig arbeide gir den dypeste fornemmelse av lykke, fordi det svarer til vor opgave, vor funktion, det guddommelig skapende i vor natur.
Ikke mest mulig nydelse paa andres bekostning, ikke størst mulig forbruk av frugterne av andres arbeide, ikke den ting at slaa under sig de flest mulige „under-mennesker“, — dette er ikke den egte menneskelige lykke. Men størst mulig virksomhet, størst mulig tjeneste av menneskeheten og verden. „Menneske-adel, vær hjælpsom og god,“ sier Goethe.
| Der edle Mensch sei hilfreich und gut! |
Gjennem de største moderne aanders digtning og tænkning klinger en protest mot rovkrigens og den byttebegjærlige handels livskunst, jagten efter materielle nydelsesmidler, som gjør overklasse-mennesket til det sande undermenneske.
Det for nutiden, ogsaa for den vesterlandske verden betydningsfulde ved Tolstois filosofi og fromhet blir efter mit skjøn alene klart gjennem en saadan sammenligning med det beslegtede element i den ypperste vesterlandske literatur. Forherligelsen av arbeids-mennesket, det virksomme, værdiskapende, hjælpsomme menneske, som forøker menneskehetens fælles arv, eller endog „øker evighets arv“, føier noget til verdens blivende værdi, — dette er bindeleddet mellem Tolstoi og de store vesterlandske digter-tænkere.
For den glødende kjærlighet til godheten og det hjælpsomme arbeide er vi Leo Tolstoi dypt taknemmelige. I dette stykke er han en lærer for alle folk, en av alle tiders største. Men hvad den vesterlandske aand (vel ogsaa en del av hans egne landsmænd) steiler ved hos Tolstoi, er dette, at
